Lige efter tordenvejr var snestorm det bedste, Alice vidste. Åh, at sidde i den varme stue og kigge ud på driverne, der bare voksede og voksede. Hun drømte om, at alle vejene lukkede, så ingen kunne komme i skole i mange dage. Og Far kunne ikke komme på arbejde. Ja, tænk, hvor hyggeligt det ville blive.
Mor ville helt sikkert bage boller og koge kakao og stege æbler på komfuret. Og duften ville brede sig til hele huset. Intet i verden smagte bedre end Mors boller med smør.
Og Far ville fortælle om de skrækkelige isvintre under ”Krigen”, hvor han fyrede hele dagen i limovnen nede på værkstedet, og temperaturen kun lige nåede at komme over 0. Og hvordan han sad oven på komfuret og spiste øllebrød om morgenen med store luffer på. Alice kunne tydeligt se sin lange far siddende på en køkkenstol på komfuret med træsko og luffer på og spise det dampende varme øllebrød med mælk og sukker på.
Der var ingen ende på den lykke, hun kunne drømme om, mens sneen uden for vinduerne bare voksede og voksede.
Når hun lå under dynen og skulle til at sove, bad hun Vorherre om at sende al den sne, han havde, henover Ansager i løbet af natten.
For det meste slap sneen op. Sneplovene havde tidligt om morgenen ryddet vejene, og der var ingen undskyldning for ikke at komme i skole.
Men pyt! Det var også sjovt. Alice vidste, at vejen forbi kirken og torvet var alt for farlig. Deromme stod de slemme drenge og skød snebolde efter enhver, der vovede sig dén vej. Sneboldene susede igennem luften og gjorde skrækkelig ondt, hvis de ramte.
Alice gik forbi præstegården i stedet for. I skolegården fløj det også med snebolde. Men Alice var snedig og stillede sig under et vindue i frikvartererne. Drengene turde ikke kaste snebolde mod vinduerne.
Kælkebakken
Om eftermiddagen mødtes alle børnene på kælkebakken, der lå lidt nord for Mormors hus. Hvor var det sjovt. At suse ned ad kælkebakken var en fryd. Børnene hujede og skreg og grinede. Når de trak kælkene op ad den høje bakke, pustede og stønnede de, mens de glædede sig til den næste tur.
Hele eftermiddagen kælkede de. Men når det begyndte at skumre, og kulden kom krybende ind under tøjet, var det slut. Jonna, Alice og Doris havde mindst en kilometer at gå hjem. Tæerne var iskolde, fingrene var helt stive af kulde, tøjet var fuldt af sne, og trætte var de af al den tumlen.
Så gik de og drømte om at komme hjem og smide tøjet i baggangen og brede tæpper ud foran radiatorerne, så de kunne ligge på ryggen med de iskolde fødder op mod radiatoren, indtil der kom liv i dem igen.
Ind igennem indkørslen og ved synet af Mor i køkkenvinduet var det ikke længere muligt at holde jammeren tilbage.
Når Alice tog de våde uldstrømper af, talte hun for en sikkerheds skyld alle tæerne. Jo, for hun havde tit nok hørt om polarforskerne, der fandt deres tæer i soveposerne om morgenen, eller hvis næser faldt af, uden at de mærkede det.
Alice Ravnholt
