Vestkysten 29. november 1918
Begivenheden i Ansager.
Politiet får pludselig travlt og kommer med meningsløse undskyldninger.
Obduktionen af den afdøde Peter Knudsens lig gav jo desværre - som meddelt i går - ingen afgørende redegørelse for hvordan den triste historie rettelig hænger sammen.
Politiet hænger - ganske naturligt - stærkest muligt fast i den antagelse, at der ikke foreligger drab eller mord. Og man må jo håbe at det er rigtigt - givet er det ingenlunde. Der er jo kun et mystisk punkt, som volder politiet megen kval og det er dette: Hvor er pengene blevet af? Og det lader nu til at der endelig skal sættes kraft ind på at få det opklaret. Selve herredsfoged Müller er nu - femtedagen efter at begivenheden er indtrådt - ilet til Ansager for selv at lede forhørene og den videre undersøgelse. Men det turde være nogenlunde håbløst på indeværende tidspunkt.
En undskyldning.
I følelsen af at der er noget galt på færde har herredsfoged Müller følt trang til at fremsætte en undskyldning. Dennes hovedpunkt går ud på at han - end ikke om mandagen - vidste noget om at der manglede penge, og at han måtte gå ud fra som givet at der kun var tale om en ulykke.
Men dette er dog for galt.
Vor korrespondent i Ansager afsendte allerede søndag en artikel til os om begivenheden. Heri stod udførligt omtalt de mærkelige omstændigheder, der knyttede sig til Peter Knudsens død og navnlig dvælede han også ved de manglende penge. Endvidere stod det oplyst at sognefoged Karl Nielsen allerede om søndagen forgæves ledte efter pengene.
Alt dette stod at læse i VESTKYSTENS mandagsnummer. Der kunne politiet selv have set det - hvis man ikke kunne få underretning ad anden vej. Men der stod mere at læse i VESTKYSTEN for mandag. Der stod nemlig at man hele mandag formiddag havde ventet såvel kredslægen som herredsfogeden til Ansager - men de blev væk.
Efter dette tager politiets undskyldning sig dog mere end mærkelig ud. Og vi tænker at herredsfogeden hellere burde have tiet end være kommet med den forklaring. Endnu mere mærkeligt er det at der er blade, der vil gå politiets ærinde i denne for dette yderst kompromitterende sag.
Politiet arbejder.
Man er nu klar over, at man står overfor en alvorlig affære.
Fra Ansager meddeler vor korrespondent i dag:
Torsdag aften ankom herredsfoged Müller, Varde, statsbetjenten fra Esbjerg og landbetjenten fra Vestre herred til Ansager for nu at få rodet grundigt op i hele den mystiske affære.
Statsbetjenten afhørte straks samme aften de forskellige, der var til stede ved barakken søndag formiddag, og andre, som har haft forbindelse med den afdøde.
Dette er - udtaler de pågældende over for os - det første virkelige forhør, vi har været genstand for.
Den opfattelse har hele tiden været rådende blandt beboerne, at den uhygge og gru, der hvilede over hele affæren, ikke i særlig grad har afficeret politiet, der dog straks vidste, at pengene var forsvundne. Men det var jo det nemmeste at reducere det hele til et ulykkestilfælde.
Nu synes øvrigheden at have fået skeen i en anden hånd, og der sættes nu fart i sagen. Måtte det blot ikke være for silde.
Herredsfogeden og de 2 betjente har overnattet i Ansager og fortsætter i dag arbejdet. De herrer har til formiddag været på gerningsstedet, hvor der dog næppe efter de mange dages forløb og efter den anden dags rumstering i barakken kan findes noget holdepunkt. Det forventes at øvrigheden vil forblive i Ansager hele dagen.
Kl 2 er en del tilsagt til forhør. Politiet står ikke helt uden holdepunkter. Der er forskelligt, politiet har sin opmærksomhed henvendt på.
Af politiets nuværende arbejde får man ikke det indtryk, at øvrigheden længere er af den anskuelse, at det blot er en lille "næseblods-affære" man står overfor.
Der er ingen tvivl om, at politiet opfatter sagen som meget alvorlig - en opfattelse, som deles af alle herude. Det er med stor tilfredshed at beboerne nu ser politiet anstrenge sig. Man er også nået så vidt i harme og utilfredshed at man var begyndt at overveje muligheden af en adressebevægelse til de højere politimyndigheder.
To af den afdødes sønner opholder sig ligeledes i Ansager, og de er selvfølgelig meget nedtrykte over affæren. De har i dag fået udleveret dødsattesten og fået lov til udlevering af deres faders lig så begravelsen kan snart ventes. Denne vil foregå i Esbjerg.