På den anden side af Nørregade, overfor brugsen, lå missionshuset, Betania, tror jeg, det hed. En evig kilde til undren, sådan et udenlandsk navn. Betania blev opført i 1888 som resultat af den store vækkelsesbølge i sognet. Bølgen havde dog toppet og var klinget noget af, der i 1950’erne. Troen havde vel ikke tag i mere end 30% af byens befolkning. Den lille hyrdeflok holdt møder og spillede whist med æselkort og drak lysøl til. Engang så jeg to mænd stå og samtale på trappen til missionshuset, pludselig udbrød den ene: Ferdinand, Ferdinand, du er en hedning”. Nogle alvorlige beskyldninger, lige der på trappen til missionshuset.
Vi børn gik engang imellem i søndagsskole dér. Så sad vi og råbte nogle kristne sange, under ledelse af snedker Schmidt. Og der kunne man også komme af med sin søndags 10-øre, hvis man var interesseret i at se en lille porcelænsnegerdukke nikke med hovedet. Og så fik man et lille plastikdyr, når man gik hjem.
Også smed Christensens kone, smedinden, følte sig kaldet til at ofre sig for det vanskelige, men vigtige hverv, at forsøge at holde os børn på dydens smalle sti. Smedinden tilhørte den fløj i missionen, som mente, at morskab og grin ikke hørte hjemme i et kristent menneskes liv. Og det var måske netop der, at afskaffe tant og fjas, hun kunne yde en indsats. Og hun røgtede da også dette hverv med stor entusiasme, og nidkær håndfasthed. Smedindens broder afløste hende nogle gange. Men det gik slet ikke, han havde ikke den naturlige autoritet, som var stærkt påkrævet for at opretholde ørenlyd i rummet, endsige at få os til at holde vore pladser, der var en løben omkring. Ikke engang under bønnen, var vi stærke nok i troen, til at forholde os stille.
Smedinden blev indkaldt for at genoprette ro og orden. Hun sad ovre ved kakkelovnen og kunne, kun ved hjælp af øjekast, og i særlig grelle tilfælde, lette røven lidt fra stolen opretholde den rette kristne ånd i lokalet.
Der blev også afholdt juletræsfester i missionshuset med rundt om træet og Bro-bro-brille. Poserne var ikke noget at prale af. For meget frugt og for lidt slik.
Nej, måtte man så bede om Borgerforeningens juletræsfest på hotellet. Det kostede selvfølgelig også penge, men det fandt mor altid midlerne til. Det var ikke kun det dér med poserne, der gjorde disse juletræsfester bedre. Det var også sjovere, ikke noget med Bro-bro-brille, men vild råben og løben omkring, helt legalt.
Traditionen var, at juleposerne blev kørt rundt om træet et par gange, inden uddelingen. I en trillebør af en nissemand. Jobbet som nissemand, midtpunkt i børnenes fest, varetoges i flere år af en lille ældre, mager bondemand, som hed Anker. Et år besluttede nogle børn at lave et raid mod trillebøren inden uddelingen. Det kom til kamp med nissemanden, som forsvarede poserne tappert i lang tid. Men børnene fik overtaget, da det lykkedes Ib ”Smed” at springe op på ryggen af denne, indtil da, børnenes ven, og få ham væltet om på gulvet. Der lå han så og sprællede, og man kunne se et par almindelige, lange bukser under nissekåben. Efter den tid var det slut med traditionen, at køre trillebøren rundt om juletræet. Anker nisse blev stående med ryggen mod indgangsdøren og medbragte en stok, og han var ikke bleg for at bruge den i forsvars-øjemed.
Imellem missionshuset og købmand Nissens lå Bertrams lille landejendom, med udsigt til kirken. Jeg kan ikke huske, da de havde større husdyr dér. Men jeg var engang med til at drukne nogle kattekillinger i gården. En dagligdags syssel på gårdene. Men for mig står det stadigvæk som noget af det værste, jeg har været med til. Kattekillingerne ned i en spand med vand, en anden spand oveni, for at trykke killingerne under vandet. Efter 100 år var de stadigvæk levende. Ned igen.
Bertrams havde også gammeldags lokum, med lokumsspand og hele lortet. Og det var højdepunktet på enhver nytårsaften, når spanden skulle hejses op i flagstangen på trekanten. For det kom den hvert år, lige så sikkert som amen i missionshuset. Det var ikke altid, hvis spanden var godt fuld, eller hvis nogen havde puttet gær i, at dén, der stod med flaglinerne arbejdede med den fornødne tålmodighed og rolige, seje træk. Men det var heller ikke en uvæsentlig del af morskaben, at springe for livet, når den skvulpede over. Græsset stod godt, der lige omkring flagstangen.
