Et godt stykke nord for byen, på vejen ud mod Kvie Sø, lå Ansager Idrætspark. Idrætspark og Idrætspark er måske lige at stramme den lidt. En fodboldbane på en ikke helt jævn græsmark, deraf navnet. Der var også et lille ca. 4 x 4 m træskur til omklædning. Bad var der ikke og heller ingen tribune. Men manglen på faciliteter opvejedes rigeligt af det entusiastiske publikum. Som regel ikke så mange. Men når så Ansager A-hold skulle møde arvefjenden Ølgod, så kom revl og krat. Jeg husker især en gang, hvor a tarmbager havde lavet sange og organiserede heppekor, da var stemningen helt euforisk.
Men heppekor og sang på fodboldbanerne var bestemt heller ikke hverdagskost dengang. Alligevel tror jeg Ansager tabte, selv om vi havde Rønbjerg i målet under en six-pence, og han var god. Ansager havde et kompleks overfor Ølgod. Vi beundrede dem modvilligt. Når vi børn rendte og legede med en bold, var der altid en kamp om at være ”Ølgod”, på linie med at være Hoppalang Casedy, når vi legede ”cowboy”. Lille Olav alias ”Hatton”, gik ligefrem under navnet ”Ølgod” i perioder.
Der var også ringridning ude på ”knold og tot”, i hvert fald en gang. Kurt var med på Bruno, som den næstyngste deltager. Den yngste var ”Bums” på en endnu mindre hest, fra stald Sv. Stål. Men den ekvipage havde ikke det bedste samarbejde, Bums faldt af hesten. Og tilskuerne sendte hinanden sigende blikke, og sagde med et overbærende smil, at han var ”græsrytter”.
Det var også på ”knold og tot”, jeg engang mødte en af de sydslesviske feriebørn , som hvert år kom til byen. Han var vel et par år ældre en mig, jeg husker, jeg syntes, at han lignede en typisk tysker, og så hed han - Adolf. Ikke populært lige der efter krigen, og det indgød da også mig en underlig følelse for ham. Han kunne da bare have sagt, at han hed noget andet.